Som fagansvarlig ved Den Store Danske skal du med jævne mellemrum opdatere artiklerne inden for dit fagområde. Du bør skrive teksterne på en sådan måde, at de ikke alt for ofte vil kræve opdatering. Derfor er det vigtigt at undgå skrivemåder, der sætter en slags datostempel på artiklen.

Skrivemåder med begrænset holdbarhed

Undgå formuleringer med tydeligt udgangspunkt i det tidspunkt, de er skrevet:

  • Skriv ikke: Hendes seneste roman er et godt eksempel på [...].
  • Skriv hellere: Romanen XXX fra 2017 er et godt eksempel på [...]
  • Skriv ikke: Begivenhederne det sidste år eller succesen i fjor.
  • Skriv hellere: begivenhederne i 2016 eller succesen i 2018
  • Nyligt afdøde eller den netop genvalgte. Skriv hellere: [..] der døde i 2019 eller der blev genvalgt i 2018.
  • Undgå at henvise til noget, der ændrer sig hele tiden, fx antal facebookbrugere på verdensbasis.
  • Undgå at henvise til fremtiden, fx ved at nævne, at en ny model “forventes lanceret i foråret”, eller at en sag er anket, og at man venter på en afgørelse. Skriv i stedet om dét, som allerede er sket.

Hvis du angiver befolkningstal e.l., skal du altid angive, hvilket årstal tallet gælder for.

Skriv dine artikler med et langsigtet perspektiv. Overvej, hvordan sproglige vendinger, billeder og eksempler vil virke om et år eller om fem år.

Denne artikel er en del af forfattervejledningen.