I artikelteksten kan man bruge velkendte og almindeligt udbredte forkortelser som osv., fx, dvs., ca. og bl.a. Derimod bør man undgå mere sjældne eller fagspecifikke forkortelser. Teksterne skal være så lette at læse som muligt.

Almindelige forkortelser

  • bl.a.
  • ca.
  • dvs.
  • fx
  • m.m.
  • osv.

Mål og vægt

Velkendte forkortelser for mål og vægt som km, m, dm, cm, mm, kg, g og mg er ofte lettere at læse end de uforkortede ord, især hvis ordene forekommer mange gange i samme artikel. Bemærk, at forkortelserne skrives uden punktum.

Vi bruger ikke forkortelser for mindre velkendte mål som hl (hektoliter), hg (hektogram) og dam (dekameter).

I mange artikler om geografi bruges forkortelsen m.o.h., og den kan undertiden være nemmere at læse end meter over havet.

Tid

Vi skriver f.v.t. og e.v.t., ikke før vor tidsregning og efter vor tidsregning. I artikler om kristendommen bruges f.Kr. og e.Kr.

Denne artikel er en del af Forfattervejledningen.