Når du skriver i Den Store Danske, skal du beskrive hændelser og fænomener så konkret og præcist som muligt. En leksikonartikel er beskrivende, ikke fortællende.

Eksempler:

  • Skriv ikke (fortællende): Med sit sangvinske temperament blev Nielsen det populære midtpunkt på det tidlige 20. århundredes nationalscene og i forlængelse heraf også det naturlige midtpunkt i det københavnske kulturliv. Han fik tidligt kontakt med filmen (Afgrunden, 1910), men kom på grund af sit teatralske udtryk og sin ufilmiske mimik til kort i de tonefilm, han lod sig overtale til at medvirke i.
  • Skriv hellere (beskrivende): Nielsen var en meget benyttet skuespiller i de store dramaer på det Kongelige Teater i begyndelsen af 1900-tallet, og han nød stor popularitet hos det københavnske publikum. Han debuterede 1 1910 som filmskuespiller i “Afgrunden”, men indspillede i alt kun 3 film.

Undgå disse virkemidler:

  1. Metaforer/billeder: Cæsar var en løve.
  2. Hyperbler/overdrivelser: Tusind gange værre end under finanskrisen.
  3. Dramatisk præsens om fortiden: Vi befinder os på Christianshavn. Året er 1861.
  4. In medias res: Da det østrig-ungarske tronfølgerpar, Frans Ferdinand og Sophie, blev myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist, udløste det Julikrisen, der førte til 1. Verdenskrigs begyndelse.
  5. Foregribelse: Dette skulle senere vise sig at være vigtigt.
  6. Retoriske modsætninger: Hans visioner var store, men hans evner små.

Denne artikel er en del af forfattervejledningen.